Harlev Idræts- og kulturcenter

Nyt samlingspunkt for Harlevs idræts- og kulturliv

Anvendelse

Idræts- og kulturcenter

Bygherre

S/I Harlev Idræts- og kulturcenter

Adresse

Gammel Stillingvej, Aarhus

År

2020

Areal

1672 m2

Samarbejdspartnere

Base Erhverv

Rønslev Rådgivende Ingeniører

Kontaktperson

Trine Mouritsen
tm@ginneruparkitekter.dk
+45 2876 4534

Ginneruparkitekter - Harlev Idræts- og kulturcenter

Multihallens design tager afsæt i de eksisterende bygningsvolumeners formsprog og materialitet, men tilføjer samtidigt et moderne og karakteristisk element til området. Gennem et simpelt formgivende koncept tydeliggøres bygningens indhold og aktiviteter ved at opdele det ellers massive volumen i en top og bund med hver deres funktionalitet og æstetik. Den lyse beton danner base for det samlede bygningsvolumen og fremstår som en let masse, perforeret af store vinduespartier der giver multihallen en høj grad af transparens og dermed indkig til både café og multihal. Det karakterfyldte volumen, der hviler ovenpå betonbasen, har igennem sin materialitet tydelige referencer til det eksisterende bibliotek på den modsatte side af svømmehallen. Vinduer og materialer er præcist proportioneret for at frembringe et transparent og let udtryk og give multihallen en markant og dragende identitet, der kan understøtte visionen om multihallen som et nyt samlingspunkt for Harlevs idræts- og kulturliv.

Ginneruparkitekter - Harlev Idræts- og kulturcenter

Den nye multihal er indrettet med en enkel æstetik, der understøtter og fremhæver de eksisterende teglstensvægge i hver ende af hallen. Den rå beton skaber et stilfærdigt underlag og en svag kontrast til de varmere, kompletterende materialer, tegl og træ, der med en gennemført, men simpel farvesætning giver multihallen en unik, steds specifik karakter. Halgulvet fuldender den elegante æstetik med et anderledes og identitetsgivende farvevalg.

Intentionen med caféens indretning har været at skabe et karakterfyldt rum gennem en kombination af rå og industrielle overflader samt varme og taktile materialer. Møbler og beplantning er placeret for at definere forskellige zoner i rummet samtidig med de visuelle forbindelser på tværs af rummet og igennem bygningen bevares.

Trine Mouritsen, arkitekt/partner

Caféen er med sin eksponering og transparens det naturlige samlingssted for besøgende uanset om formålet er sportsligt eller socialt. Den åbne facade mod byen skaber tydelig opmærksomhed omkring caféens tilbud, mens de fysiske rammer muliggør en lang række af ophold og aktiviteter. Fra caféen er det muligt at følge med i de sportslige aktiviteter i multihallen gennem store vinduesåbninger. Der er desuden direkte adgang fra caféen til multihallen, så børn og voksne kan færdes frit mellem den nye multihals zoner.

 

Ginneruparkitekter - Harlev Idræts- og kulturcenter
Ginneruparkitekter - Harlev Idræts- og kulturcenter