Kick-off dag for vores nye bæredygtighedsstrategi

Tegnestuen havde i går kick-off dag for vores nye bæredygtighedsstrategi som vi har udviklet i samarbejde med vores medarbejdere igennem en god proces faciliteret af Tim Struck fra Promentum.

Som branche bliver vi i 2023 mødt af nye skærpede miljøkrav i bygningsreglementet, hvilket vi som tegnestue finder både relevant og også nødvendigt for at sætte fart på den bæredygtige omstilling i byggeriet.
 
Vi lancerede vores nye bæredygtighedsstrategi som har til hensigt at skabe mere klimavenlige og ressource effektive bygninger- også hvad angår de projekter som ikke skal bæredygtighedscertificeres.

Dagens temaer var dog langt fra kun et spørgsmål om CO2 aftryk, selvom det naturligvis er meget væsentligt for den virkelighed vi står midt i, men omhandlede også hvad vi forstår ved bæredygtighed holistisk set.
 
Vi vil investere i andres trivsel for selv at trives.
Vi vil efterlade steder beder end da vi kom.
Vi vil samarbejde i stedet for at konkurrere.
 
Til disse mål fandt vi stor inspiration i vores inviterede oplægsholder, Anders Bjørk, som ramte os i både hoved og mave, med nogle skarpe betragtninger om hvordan vi som kollager spiller hinanden gode, hvordan vi skal sørge for at have blikket på hinanden, men samtidig have selvindsigt og turde være modige i vores egen rejse frem mod konstant læring.
 
Dertil havde vi inviteret Leen Gorissen, Biolog fra Belgien med speciale i bæredygtighed, regenerativt design og udvikling. Hun havde et yderst interessant og relevant oplæg om hvordan vi som arkitekter har muligheden for at fremme en sundere, rigere og mere levedygtig fremtid, med inspiration i naturens intelligens.

Der er åbnet en dør på klem og vi glæder os til at storme ind i alle de spændende muligheder der ligger for fødderne af os.
 
Vi havde valgt at afholde vores bæredygtighedsdag i nogle helt unikke rammer. Vi havde dagens oplæg i forskellige rum på Kolding Hus...rum som vi vil kunne mærke og huske.
Når vi nu var på så smukt et sted havde vi selvfølgelig en guidet rundvisning med fokus på selve restaureringen, konstruktionerne og designet- det er klart.
 
Vi glæder os til at kunne fortælle mere om hvordan vi så aktivt vil gøre en mere aktiv forskel hen imod en bæredygtig verden.